november 11, 2014 Nyheder Ingen kommentarer

Danskerne elsker at komme ud og afprøve vores grænser – hvadend det er med en ironman, bestigning af et bjerg eller med skiene under fødderne. På Danish Adventure Film Festival kan du komme helt tæt på de nervepirrende oplevelser og få adrenalinen i kog!

Onsdag d. 26. november åbner Danish Adventure Film Festival (D.A.F.F.) dørene op for tre ugers eventyr på det store lærred rundt i de danske biografsale, hvor danskerne kan få et indblik i og inspiration til, hvordan man kan udfordre sig selv og teste sine grænser.

Danish Adventure Film Festival er med sine 18 år på bagen ikke bare Danmarks men også Europas ældste adventure filmfestival. Festivalen er skabt af en række af Danmarks mest erfarne eventyrer ud fra drømmen om at bringe nogle af de oplevelser med hjem, som ellers kun er forbeholdt de få dedikerede eventyrere. D.A.F.F. er for alle, der elsker naturen, adrenalinrushet, spændingen, adventuresporten, flotte billeder og ikke mindst en god fortælling. Både for dem som selv opsøger eventyret, men også for alle andre, der drømmer om at tage af sted eller bare søger inspiration igennem de mange film.

Årets program byder således på 33 adventurefilm indenfor kategorierne Eventyr, Kajak & Surf, Klatring, Løb, Mountaineering, Mountainbike, Urban samt Ski & Snowboard. I år kan festivalen præsentere rekordmange danske film, hvoraf mange af dem har premiere på festivalen. De i alt 14 danske adventurefilm er et stærkt bevis på, at eventyret lever i bedste velgående hos os danskere.

Kom med på eventyr

Kendetegnet for festivalens film, at de både tager tilskuerne med til fjerne egne langt fra alfarvej, men også på eventyr i det nære. D.A.F.F. kan således i år præsentere store internationale kæmpeproduktioner som Sundance-vinderen ”The Summit”, der tager dig med på en skæbnesvanger dag på K2, eller verdens til dato dyreste klatrefilm ”Cerro Torre – a Snowball’s Chance in Hell”, der via et enormt budget fra Red Bull tager dig med verdens bedste klatrer David Lama på ekspedition i Patagonien.

Men man må heller ikke gå glip af de mange danske film, hvoraf en lang række har premiere på festivalen. Film om eventyr i det danske som f.eks. ”Adventures in Your Own Backyard”, som viser hvordan du kan opleve eventyret i lille Danmark uden at skulle rejse til store bjerge. Intet eventyr er for stort eller for lille til D.A.F.F. – blot eventyret er drivkræften.

Løbefilmene rykker
Festivalen bygger især videre på sidste års store succes med løbefilm og har 7 løberelaterede film på lærredet lige fra kæmpe produktioner med to af verdens bedste trail- og ultraløbere, Kilian Jornet og Nikki Kimball. Killian er et ikon indenfor ultra- og bjergløb, og på filmfestivalen sidste år vandt hans film “The Fine Line” prisen for ”Årets Bedste Film”. I år viser filmen “Déjame Vivir” hans forsøg på at slå rekorderne på 3 af verdens højeste bjerge: Mont Blanc, the Matterhorn og Mount Elbrus. Filmen om Nikki Kimball, ”Finding Traction”, handler om hendes forsøg på at slå verdensrekorden for The Long Trail, der strækker sig godt 440 km gennem Vermonts bjerge, som kræver at hun skal løbe mere eller mindre i ét stræk over 5 dage. Bonusinfo: Instruktøren af ”Finding Traction” vil være til stede ved fremvisningen søndag d. 30. november i Cinemateket.

Aldrig før har vi leveret så stort og stærkt et program – og vi håber, I vil tage godt imod det.

Opgradering i Aarhus og Odense!
Som noget nyt udvider festivalen i år programmet i de større danske byer, så både Aarhus og Odense viser over 20 film i hver by.

D.A.F.F. 2014 finder sted på følgende datoer:

  • København (Cinemateket) d. 26.-30. november
  • Aarhus (Øst for Paradis) d. 4.-7. december
  • Odense (Cafébiografen) d. 11.-14. december

D.A.F.F. Awardshow

Lørdag d. 29. november kl. 18.15 hylder festivalen ligeledes årets film med et awardshow i Cinemateket, hvor filmene kan vinde følgende priser:

  • Årets Bedste Film
  • Årets Bedste Danske Film
  • Årets Bedste Actionsportsfilm
  • Årets Bedste Danske Actionsportsfilm
  • Årets Bedste Korte Film
  • Juryens Specialpris
  • Den Filmiske Pris
  • Debutantprisen
  • Årets Nye Genrefilm

D.A.F.F. arrangeres i samarbejde med magasinerne Outdoor Training, LøbeMagasinet, Skimagasinet Pist n’ Powder og Det Danske Filminstitut. Partnere på årets festival er desuden Friluftsland, National Geographic og Head.

Vi glæder os meget til at åbne dørene op for festivalen og ser frem til, at danskerne kan få et skud adrenalin på det store lærred.

Velkommen til eventyret!

Skrevet af Nordic Adventure Film Festival