Så er det officielt. Gran Fondo Film Festival genopstår som del af Nordic Adventure Film Festival, og det med nogle af tidens bedste landevejscykelfilm på programmet.

Gran Fondo Film Festival er en hyldest til cykelsporten, men også til filmmediet og de folk, som kæmper for at optage og formidle cykelkulturen. Alt sammen så de danske cykelentusiaster kan komme med på hjul blandt verdens bedste cykelryttere og få indblik i cykelsportens episke dramaer. Og der er dømt passion for cykelsport fra start til mål!

Festivalen vil frem for alt vise cykelfilm, hvor der bliver kørt på de store klinger. Men også film, som tager dig bag om cykelsporten, portrætterer cykelkulturen – og sætter tidens cykelsport til debat.

Cykelentutiasternes fest

Gran Fondo er et over 100 år gammelt begreb udsprunget i cykelkulturen i Italien, men som i dag dækker over en mere generel kærlighed til cykelsporten i alle dets facetter. Festivalen præsenterer således et program, som både byder på gamle klassikere og de nyeste skud på stammen inden for alle genre af cykelsporten, fra banecykling, landevejscykling, cykelcross og MTB. Flere af filmene vil blive præsenteret af forskellige personligheder fra miljøet. Det er det perfekte sted for publikum at mødes med andre med passion for cykling.

Programmet byder på film med holdning, som repræsenterer et bredt spektrum af cykelgenren centreret om landevejscykling. Filmene tager tilskueren med helt ind på livet af international cykelsport, som både inspirerer, motiverer og stiller skarpt på udfordringerne ved én af de hurtigst voksende sportsgrene for tiden.

Prisbelønnet cykeldokumentar på programmet

Det netop offentliggjorte program rummer flere af tidens bedste cykelfilm, blandt andet vises den fantastiske film Wonderful Losers – A Different World. En film der går bag om cykelsporten under Giro d’Italia.

Det koster nemlig blod, sved, tårer og egne vinderchancer for holdet at være vandbærer i cykelsporten. Instruktør Arunas Matelis følger en række hjælperyttere i syv dage under Giro d’Italia og afdækker deres verden – set fra holdets lægestab. Det er der kommet en visuelt flot dokumentarfilm ud af med danske Chris Anker Sørensen blandt hovedrollerne.

Det er første gang i mere end 40 år, at en uafhængig filmskaber har fået lov til at filme bagom det italienske Giro d’Italia. Filmen er optaget over en årrække og giver et unikt indblik backstage i en berømt og berygtet verden, som folk udefra sjældent får lov at kigge med i. Matelis følger lægestaben under løbet – en af de mange grupper, som får hjulene til at køre i det store maskineri. Det er folk, som arbejder på højtryk, men som samtidig står i skyggen af de store stjerner, der får al opmærksomheden.

Derudover vises den engelske film Time Trial om den professionelle skotske cykelrytter David Millar i hans kamp for at kvalificere sig til Tour de France. En cykelrytter, der havde alt – indtil han tabte det hele. Tidligt i sin karriere vandt han Tour de France-etaper, Vuelta a España og Verdensmesterskabet. Efter han i 2004 blev suspenderet fra konkurrencer i to år på grund af dopinganklager, vender Millar i filmen undskyldende og beslutsomt tilbage for at ændre offentlighedens billede af ham. Den 37-årige cykelrytter er fast besluttet på at fortsætte og konkurrere.

Derudover vises to af Jørgen Leth’s klassiske cykelfilm Stjernerne og Vandbærerne samt Den umulige time.

Vi glæder os til at byde alle cykelentusiaster velkommen til et brag af en hyldest til cykelsporten!

Bh, Team GFFF

 

PRAKTISK INFO

STED

Cinemateket

Gothersgade 55

1123 København K

Tidspunkt: 19.-24. november 2019

Billetsalget kan købes på www.cinemateket.dk

 

LÆS MERE

www.granfondofilmfestival.com

www.facebook.com/granfondofilmfestival