RITZAU PRISEN

EN HYLDEST TIL DEDIKATION, INKLUSION, FANDENIVOLDSKHED OG UKUELIG OPTIMISME!

Kom med, når Nordic Adventure Film Festival uddeler Ritzau Prisen til en person, organisation eller gruppe, der udlever den ånd, som Jesper Ritzau og hans generations eventyrere levede efter: Visionær, fordomsfri, rummelig, tolerant, givende og tilgivende.

OM RITZAU PRISEN

Du kender de danske eventyrere som Vitus Bering, Knud Rasmussen og Troels Kløvedal. Men kender du Jesper Ritzau? Er du én af de mange danskere, som elsker actionssport og eventyr. Så har du med sikkerhed meget at takke Jesper Ritzau for.

Jesper Ritzau var nemlig om nogen personificeringen af en lille gruppe dedikerede danske eventyrere, som tilbage i 80’erne og 90’erne gjorde ekstremsport til folkeeje i Danmark. Hvor det tidligere var få forundt at dyrke klatring, bjergbestigning. MTB, offpisteskiløb mm, endsige tage på ekspeditioner til alverdens afkroge, demokratiserede folk som Jesper Ritzau ekstremsporten bredt, med det resultat at alle vi danskere i dag har adgang til – og appetit for – outdoor og bjergsport, som en naturligvis del af vores hverdag.

Jesper Ritzau byggede bro mellem de klassiske eventyrere og en ny generation eventyrere – og det gjorde han med miljøet i Chamonix som forbillede. Bjergsportens arnested i Alperne som i 80’erne fik sin anden ungdom, og tiltrak nye generationer af eventyrere på jagt efter de mere ekstreme oplevelser inden for f.eks. ski, klatring, caving og paragliding. Intet var helligt for de nye eventyrer, intet var umuligt, havde man ikke selv udstyret kunne man låne af de andre i dalen. Aktiviteten i sig selv var ikke vigtigt, fokus var at komme ud og gøre det. Det var folk, der så muligheder hvor andre så begrænsninger. Hver især var de måske ikke de bedste til noget, men de havde en ustyrlig appetit på eventyret i hvilken som helst form. Og modsat tidligere tiders eventyrere havde den nye generation en iboende lyst og kommunikativ evne til at dele og formidle deres passion. Her så man bort fra tidligere tiders formelle strukturer. Ja, mødte du op om morgenen, var du velkommen med på tur – selvom du endnu ikke havde nogen erfaring. Og ja, det var før Facebook, Meetup og diverse apps! Manglede man et åbent omdrejningspunkt, så skabte man bare disse, hvilket Jesper blandt andet også gjorde, da han var medstifter af Nørrebro Klatreklub som et modspil til de mere regelrette foreninger.

NAFF har lavet RITZAU PRISEN med det formål at hylde den dedikation, inklusion, fandenivoldskhed og ukuelige optimisme, som Jesper Ritzau om nogen repræsenterede i sin levetid. Jesper Ritzau var langtfra perfekt, ja på mange måder var den generation af eventyrere, som han repræsenterede, mere at sammenligne med pirater end bedsteborgere. Men netop det, at de ikke var perfekte, ja ikke var bange for at afsøge det uperfekte, var styrken som gav dem kræfter og mulighed til at afsøge nye grænser. Drivkræften var, at de var visionære og havde 100% appetit på livet og eventyret i alle former. Og det uanset om det var på Amagerfælled, på Kullen, i Chamonix eller andre steder i verden.

Kongstanken med RITZAU PRISEN er årligt at hylde en person eller en organisation, som udlever den ånd, som Jesper og hans generations eventyrere levede efter. Visionær, fordomsfri, rummelig, tolerant, givende og tilgivende.

Om Jesper Ritzau (1964-2007)
Jesper Ritzau startede med at bestige bjerge allerede som 20-årig. Han flyttede derefter til Chamonix for at lære håndværket ordentligt og arbejdede siden som klatreinstruktør, bjergguide og ekspeditionsleder i mange år. På cv’et står også guldgraver i Grønland, ligesom Jesper har været over 20 gange på toppen af Mont Blanc. Han ledte i 1989 den første danske klatreekspediton til Kaukasus, og deltog i 1991 i den første danske ekspedition til et 8.000 m bjerg, Dhaulagiri i Nepal. Han var siden ekspeditionsleder på et utal af klatreekspeditioner til Grønland, Kaukasus, Kirgisien, Kazachstan, Usbekistan, Kina og Nepal, samt var leder af to raftingekspeditioner i Nepal. Han har stået 6 gange på ski ned fra bjerge over 6000 meter og der blandt meget andet medstifter af Nørrebro Klatreklub. Samt med til at lave en række klatre- og bjergbestigningsfilm, som senere var kimen til Nordic Adventure Film Festival, som startede i 1996. Jesper Ritzau blev medlem nummer 394 af Eventyrenes klub og far til fire; Franciska, Theodor, Anton og Selma.

I 2021 gik prisen til ”Podcasten ’Den Yderste Grænse’
Podcasten ’Den Yderste Grænse’ fortæller om de danskere, som drog på ekspeditioner til verdens ende for at udvide vores alles perspektiver og give indsigt i andre kulturer – både nu og i fortidens fortællinger. Det er historierne om mødet med det fremmede, som måske ikke er så fremmede endda. Det handler om oplevelser, der ender med at forandre de rejsende og give dem nye indsigter i de uendeligt mange måder, mennesker kan leve livet på. Når Ritzau Prisen gives til Podcasten ’Den Yderste Grænse’, er det en hyldest til formidlingen af de mange danske eventyrere, der gør os alle sammen klogere på den verden, vi lever i. Fortællingen om de mange mænd og kvinder, hvis nysgerrighed overvinder farer og formaninger, således at offentligheden bredt kan få en kvalificeret demokratisk samtale om den globale verden, vi alle lever i. Podcasten ’Den Yderste Grænse’ forener således fornemt eventyrets fortid og nutid for os alle i et yderst vellykket format. ’Den Yderste Grænse’ podcasten ligger som sådan i naturlig forlængelse af Nationalmuseets omfattende forsknings- og formidlingsindsats på området, hvor museet har en lang tradition for at formidle verdens kulturer og skabe udstillinger med udgangspunkt i museets samling af etnografiske genstande. Læs mere og hør ’Den Yderste Grænse’ her: https://natmus.dk/vorestid/podcast-den-yderste-graense/

I 2020 gik prisen til Rasmus Tage Tonboe
Ritzau Prisen 2020 gik til hav-is forsker Rasmus Tage Tonboe fra Danmarks Meteorologiske Institut. Ifølge priskomiteen får han prisen i år på baggrund af hans dedikation til at forske i de globale klimaforandringer og sin deltagelse på ”MOSAiC” ekspeditionen, som er den hidtil største ekspedition i Arktis. Ifølge priskomiteen til Ritzau Prisen er Rasmus Tage Tonboe og hans deltagelse i den historiske MOSAiC-ekspedition en påmindelse om, at eventyrets grundvilkår i dag er vigtigere end nogensinde. Det at drage ud for at blive klogere på verden, er ikke blot aktuelt, det er en bydende nødvendighed, at vi gør dette i en stadig mere kompleks verden, hvor globale udfordringer som klimaforandringerne er med til at ændre grundvilkårene på jorden. Læs mere om MOSAiC-ekspeditionen på https://mosaic-expedition.org/ 

I 2019 gik prisen til Nina Rasmussen og Hjalte Tin
Ritzau Prisen 2019 gik til eventyrerne Nina Rasmussen og Hjalte Tin på baggrund af deres årelange dedikation til eventyret samt deres seneste rejser til Syrien, hvor de gennem ord og billeder har dokumentet kurdernes situation. I bogform, såvel som indspark i samfundsdebatten generelt. Da de syriske flygtninge kom til Danmark, rejste Nina Rasmussen og Hjalte Tin nemlig den anden vej, ned til dem der blev, dem der ikke bankede på Europas dør, men blev i Syrien og Irak, og kæmpede for at skabe et land, der er værd at bo i. De krydsede ind i krigsområdet, kørte på Syriens støvede landeveje, besøgte de modige unge kvinder ved fronten, boede hos gæstfri familier og talte med lederne. Ifølge priskomiteen til Ritzau Prisen er Nina Rasmussen og Hjalte Tin’s projekt “en påmindelse om, at eventyrets grundvilkår i dag er vigtigere end nogensinde. Det at drage ud for at møde det fremmede i kød og blod, er ikke blot aktuelt, det er en bydende nødvendighed, at eventyrere gør dette i en stadig mere kompleks verden.” Nina Rasmussen og Hjalte Tin’s projekt med at rejse ud og beskrive Kurdernes situation som sådan ikke kun en vigtig stemme i en samtid, hvor fordybelse, historisk klarsyn og det fysiske møde har trænge kår. Det er en påmindelse om, at eventyrets grundvilkår i dag er vigtigere end nogensinde. Det at drage ud for at møde det fremmede i kød og blod, er ikke blot aktuelt, det er en bydende nødvendighed, at eventyrere gør dette i en stadig mere kompleks verden. Nina Rasmussen og Hjalte Tin er levende ambassadører for eventyret anno 2019 og priskomiteen er beærede over at tildele dem Ritzau Prisen 2019. Læs mere på ninaoghjalte.dk

I 2018 gik prisen til Helle Løvevild Golman
Helle Løvevild Golman er medlem af De Kvindelige Eventyreres Klub og lever af at være professionel naturfotograf. Hun har rejst verden tynd sammen med sin mand Uri Løvevild Golman, og sammen har de lavet det naturbevarende projekt “WILD”, hvor de fotodokumenterer de sidste vilde steder på jorden. I december 2017 var Helle og Uri i Gabon i Afrika for at fotografere flodheste. På et lokalt marked blev Uri angrebet med en kniv og var døden nær. Helle redede hans liv og sammen er de i gang med at opbygge deres tilværelse efter angrebet, hvor Helle har været hans største støtte. Helle Løvevild Golman er ikke bare en eventyrer i krop og hjerte. Hun har også i sandhed vist sig at leve op til deres motto “what you love, you will protect”. Læs mere om projektet “WILD” på weareprojectwild.com

I 2017 gik prisen til Veterans in Motion
Formålet med Veterans in Motions er at vise omverden, at de med Arctic Challenge kan rykke fysisk og psykisk sårede veteraners grænser, og at de på trods af deres skader stadigvæk er en kæmpe ressource. Det skal være med til at give erhvervslivet indsigt i det ukultiverede potentiale, der er skjult i de danske veteraner – både dem, der er kommet hele hjem, og dem, der har ar på sjæl og krop. Læs mere på veteransinmotion.dk.