november 25, 2015 Nyheder Ingen kommentarer

Danish Adventure Film Festival har løftet sløret for årets åbningsfilm, og vi er stolte af at kunne præsentere en film, der allerede har hentet adskillige internationale priser, og som samtidig garanterer publikum en ægte outdooroplevelse på det store lærred: The Great Alone.

GREATALONE_pressimage_001 Resized

Få et kig bag facaden på en af Amerikas største outdoorprofiler, Lance Mackey, når Danish Adventure Film Festival skydes i gang den 2. december i Cinemateket. The Great Alone skildrer hundeslædeføreren Lance Mackeys liv og karriere parallelt med hans kamp for at cementere sin position med en femte sejr ved det legendariske hundeslædeløb Iditarod i hjemstaten Alaska.

Mackey har hundeslædeløb i blodet. Faktisk deltog han ved sit første løb allerede inden han blev født. Syv måneder henne konkurrerede hans mor nemlig i disciplinen, som også hans far viede sit liv til. Det blev en kilde til både inspiration, men også kriser, for Mackey, der blot ønskede at være som sin far, som i 1978 vandt det legendariske hundeslædeløb Iditarod.

Med interviews og tilbageblik fortælles historien om en familie, der trives i Alaskas rå natur, men som kæmper med de indbyrdes bånd. Det sætter sine spor hos Mackey, hvis ungdom er turbulent og præget af stofmisbrug, og for hvem hundeslædeløb bliver vejen ud. For Mackey bliver som sin far, og mere til: han vinder Iditarod hele fire gange, og i 2013 gør den berømte og berygtede hundeslædefører sig klar til start igen med ambitionen om at hente en femte sejr. Men intet er sikkert i Alaskas vilde natur, der tester både fører, hunde og udstyr til det yderste. Vil det lykkes Mackey at sejre for den femte gang i løbet, der kan beskrives som verdens hårdeste verdensmesterskab?

Med The Great Alone har man på Danish Adventure Film Festival valgt en åbningsfilm, der appellerer bredt. For dem med outdoor i blodet er filmen et portræt af en ligesindet, og samtidig er hundeslædeløb en langdistancedisciplin, der vil tale til andre inden for samme felt; det være sig ultraløbere eller bjergbestigere. Den har samtidig en unægtelig filmisk kvalitet med Alaskas natur som baggrund for en gribende og personlig fortælling om Lance Mackeys liv og virke.

GREATALONE_pressimage_004 Resized

 

The Great Alone er en klassisk outdoorfilm med fortællingen om passionen for naturen og eventyret som et bærende element, men det er også en historie om familie, venskab, sårbarhed samt ikke mindst udholdenhed. Som årets åbningsfilm på Danish Adventure Film Festival har The Great Alone derved evnen til at samle alle med en interesse for outdoor og eventyr samt ikke mindst den gode historie.

 

The Great Alone bliver vist på Danish Adventure Film Festivals åbningsdag den 2. december, kl. 19:00, i Cinemateket. Køb billet her!

Skrevet af Nordic Adventure Film Festival